I tirsdags fyldte min mor 97 år. Det er ikke mange forundt at nå så høj en alder. Min mormor blev 102, så min mor har noget at stræbe efter. Hendes tanker er stadig klare og fyldt med visdom og indsigt, ligesom fysikken stort set også er intakt. Med taknemlighed kan min mor konstatere, at familietræet nu har 58 grene. En far til en i vores kirke havde 108 i sit familietræ. Det er nogle vilde tal, som jeg ikke selv får lov at opnå. Det kræver som udgangspunkt flere børn, og som 55-årige må Susanne og jeg nok erkende, at det er børnebørn og ikke egne babybørn, vi skal satse på. Det skulle vi måske have tænkt på noget før, men med et børnetal på tre ligger vi da lidt over gennemsnittet for et dansk par. Og med flere end syv milliarder mennesker på jorden ser det ud til at gå meget godt med befolkningstilvæksten uden yderligere hjælp fra os.
Til fødselsdagen var en del af den nærmeste familie samlet. Et stort kaffebord, gaver og skønne mennesker var en god ramme omkring fødselaren. Eftermiddagens overraskelse var en særlig gæst: en datter af mine forældres gamle venner fra Skårup. Denne datter var nu 60 år og fortalte mange – for os alle – nye historier om mine forældre og os fem børn. Jeg brugte anledningen til at spørge fødselsdagsgæsten ud om mine første barneår. Jeg syntes, at jeg manglede at få udfyldt billedet med andre historier end den, at mit første ord kom ret sent. Ordet var Bob – navnet på vores hund. Jeg var på det tidspunkt 18 måneder gammel og ifølge overleveringen ganske godt tilfreds med dette ene ord i de næste måneder. Susanne sagde sit første ord, da hun var 10 måneder gammel. Det var efter sigende ordet øl. Så kan man jo tænke lidt over, hvad man skal lægge i det?
Nu har vores barnebarn på to et halvt år overhale os begge, idet hun taler flydende om alt og alle. Min mors gæst havde også været til mange af mine fødselsdage. Hun fortalte, at jeg til min fireårs-fødselsdag havde mødt hende i døren og tydeligt erklæret, at jeg kun ønskede mig én ting, og det havde jeg allerede fået – nemlig en børnebibel. Resten af dagen havde jeg ifølge hende talt uafbrudt med børn og voksne, og det ene billede efter det andet fra børnebibelen havde dannet ramme om mine fortællinger. Inspirationen kom formentlig fra min mor, som havde skabt Skårups store søndagsskole i vores hjem. Her deltog jeg trofast hver søndag. Gæsten havde tænkt, at det var morsomt, at jeg som voksen var blevet præst. Jeg var taknemlig for hendes erindringer, for nu havde jeg fået et mere positivt og nuanceret billede af min tidlige barndom end blot det, at jeg som lille gut tullede rundt og sagde Bob.
Videre fortalte fødselsdagsgæsten, hvordan jeg sammen med hendes lillebror havde bygget byer, veje, togbaner og huse – og det i en grad, så det fyldte mine forældres stuer. Til hendes forbløffelse havde min mor altid sagt, at disse byggerier gerne måtte forblive i stuerne. Jeg så for mig en lille dreng ivrigt fortællende ud fra billeder i sin børnebibel, som han holdt i den ene hånd, mens han med den anden kløede sin hund bag ørerne. Til tider blev hunden og Bibelen lagt til side, hvorefter der sammen med kammeraterne blev udført ganske store byggeprojekter i stuen, som mine forældre i stor kærlighed manøvrerede udenom eller hoppede over.
På den måde synes der at være klare fællestræk i mit liv: I dag har jeg fortsat Bibelen i den ene hånd og hunden i den anden – og indimellem får bibel og hund en pause, fordi jeg er i gang med at ’bygge og udvikle’. I dag er det Susanne, der ind imellem skal ’manøvrere udenom og hoppe over’ de mange ’byggerier’, der fylder mit sind og min gøren. Hun har udviklet en strategi, der går ud på, at jeg på kort tid skal fortælle, hvad jeg vil sige. Det er nok en form for overlevelsesstrategi for at undgå at blive overdynget med for mange detaljer. Vi har også oplevet, at Susanne kan blive forvirret over den til tider ganske store brainstorming. Som Susanne kunne finde på at sige, da vi var nygifte: Besluttede vi ikke det i går? Hvortil jeg svarede: Nej, det var bare et mellemresultat på vej hen imod en beslutning. Der er mennesker, der godt kan lide at tale med sig selv og andre for derigennem at finde ud af, hvad de selv mener. Susanne er blevet gift med en af den type.