Kære Hr. Tyv og 39 andre indlæg fra min blog

phkrog-blog

Kære Hr. Tyv
© Poul Henning Krog 2014
Omslagstegning: Pia Thaulov
ISBN 978-87-9245-937-4

Køb via forlag: https://hosianna.dk/product/kaere-hr-tyv-1409/ PRIS: 150,- kr. pr. ex.

Ved køb af mere end 10 eksemplarer af den trykte bog opnåes rabat. Kontakt venligst forfatteren direkte på mail:

phkrog@hotmail.com

En flirt med Ældre Sagen

30/06/2014 13:12

I aftes gik jeg med tunge skridt til vores lokale postkasse med et brev. Det indeholdt en udfyldt indmeldelsesblanket. Vi ønskede nu at blive medlemmer af Ældre Sagen. Susanne havde ganske vist sagt, at jeg blot kunne tilmelde mig på hjemmesiden, men var det ikke lige smart nok for en ’ældre’?


Var vi nu virkelig nået til den kategori i livet at være ældre? Og ikke blot ældre, men ligefrem også blevet en del af en sag? En sag for politikere, hjælpeinstanser og ikke mindst en sag, som gav en del hjælpetilbud til os ældre, som må formodes ikke at kunne betjene en pc eller bestille en rejse? Til min 50-års-fødselsdag havde jeg inviteret familie, venner og bekendte. I invitationen havde jeg lavet sjov med, at nu kunne jeg blive medlem af Ældre Sagen. I dag var det sjove forbi. Jeg havde udskudt det i firefem år, men nu var det blevet til virkelighed. Ifølge Ældre Sagen selv findes der kun ét ord omkring alder, der er værre end at være ældre – og det er at være gammel. Ældre Sagens statistik fortæller, at kun tre procent i aldersgruppen 50-84 år synes, at ’ældre’ er et godt ord. Og alligevel har man valgt det. Denne analyse er måske også baggrunden for, at det tog ret lang tid for mig på Ældre Sagens hjemmeside at få klarlagt kravet til alder for at kunne blive medlem.


På hjemmesiden fandt jeg mange fine muligheder:
– Har du tjekket din kørestol?
– Få ekstra tilskud til dit høreapparat
– Stærkere bækkenbund på 21 dage
– Kom glat igennem overgangsalderen, mand!
– Tag en husketest


Billederne på hjemmesiden vidste glade og seriøse mennesker i alderen 60+. Til sidst fandt jeg frem til det med alderskravet. Svaret var 18 år. Jeg har derfor tilbudt vores tre børn og deres respektive partnere at melde dem ind i Ældre Sagen. Der er nemlig præmier for at gøre det. De har indtil videre takket nej. Det med de 18 år var nyt for mig. Åbenbart er der ikke kun to, men tre vigtige ting, som de 18-årige skal huske at få gjort: Erhverve sig et kørekort til bil, huske at stemme til folketings– og kommunalvalg samt – ikke mindst – blive medlem af Ældre Sagen. Man kunne jo overveje at kalde Ældre Sagen for ’Voksensagen’ eller blot ’Ikke for børn’. Ved det sidste forslag ville man sikkert opleve, at 16-årige ville forsøge at komme ind.