Jeg var på loftet for at finde en bestemt kasse. Glad og let svedende kom jeg ned med den. Når jeg siger glad, er det, fordi vores loft ikke ligner placeringen af en revisors regnskaber, hvor alt er i perfekt orden. Vores 200 kvadratmeter store loft er snarere indrettet, så min primære GPS er min fornemmelse af, hvilken retning det, jeg søger, eventuelt kunne være i. Hvis jeg vel at mærke kan komme frem på det til tider overfyldte gangareal. Desværre viste det sig at være den forkerte kasse, jeg havde fået med ned. I den fandt jeg dog nogle af mine gamle grammofonplader. Mine tanker gik til den tid, hvor vi hørte musik på den måde. Jeg mindes den nogle gange lidt skrattende lyd, støvet, der skulle fjernes og antallet af numre på en plade. Jeg husker også de små pauser imellem numrene, ridserne, omdrejningerne på 33 eller 45 – Rolig nu: 78 var før min tid! Så vidt jeg kan forstå på mine børn, er jeg rimeligt in ved at eje den slags plader, om end grammofonplader nu kaldes vinyl. Da jeg var teenager, gik jeg meget op i elektronik og musik. Jeg byggede min egen radio og mine egne højtalere, og jeg elskede at kigge i kataloger med de sidste nye modeller af musikanlæg. Mit gennembrud kom, da jeg som 10-årig overtog min brors grammofon med indbygget forstærker.
De plader, jeg spillede mest, var også dem, der oftest blev udsat for ridser. En ridse kunne pludselig være så dyb, at den fine diamant-pickup skulle have et lille skub, for at den næste melodi kunne blive spillet. Én ting er, at en plade kan få en ridse i lakken, men vi mennesker kan også få en dyb ridse i livet, og da er det snublende nært at trække sig. Det sårede dyr søger ind i sin hule, og den – eller de – efter-følgende melodier bliver ikke spillet. I den situation kan terapeutiske samtaler til tider være et godt svar. Jeg husker, hvordan jeg efter en række samtaler hos en terapeut igen kunne ’spille’ ikke blot den næste melodi, men også den gamle, ridsede melodi, fordi ridsen ikke længere var så dyb, at det gjorde noget.
Andre kan fortælle om, at blot én lille bøn til Gud eller en samtale med en åndelig vejleder har været det, som fik dem til at ’spille’ igen. Nøglerne til at lukke op for de fastlåste situationer kommer ofte i dialogen med hinanden – eller med Gud, der er ekspert i at læge sår og ridser.Heldigvis er det ikke alle livets ridser, der er lige dybe. I nogle tilfælde har jeg oplevet, at det kan være nok, hvis en af mine nærmeste blot har givet mig et lille puf fremad – vupti, så var jeg oppe af ridsen og videre.
Jeg husker særligt en ferie i Spanien, hvor jeg de første dage var utrolig træt og trist. Nok ikke den muntreste feriepartner, man kunne tænke sig. Den fjerde dag var det blevet nok for Susanne. Hun gav mig et kærligt skub, hvor timingen heldigvis var så perfekt, at jeg kunne tage imod både opmuntringen og den lette belæring, som lå i hendes skub. Og så er der naturen. Mon ikke de fleste kan genkende oplevelsen af, at et naturfænomen har givet et andet og større perspektiv på de ridser, som man måske er faldet ned i?
Det være sig solnedgangen ved Vesterhavet, bøgen, der grønnes, solsortens aftenserenade, en frostklar stjernehimmel eller de blågule flammer fra et hendøende bål.