I går fik jeg en rudekuvert fra en for mig ukendt afsender. Jeg ved ikke, hvordan andre har det med rudekuverter, men de fleste synes nok, at det er rart at kende sine udgifter og få lagt betalinger ind i et budget og på betalingsservice. Jeg lukkede brevet op og skimmede det hurtigt. Det indeholdt blandt andet et billede af vores bil og dens nummerplade. Uventede rudekuverter er trælse, men trafikbøder er da voldsomt trælse.Tankerne flyver hurtigt i en sådan situation: Var det Susanne eller mig? Eller var det en, der havde lånt bilen? Hvornår og hvor var det sket?
Det næste, mine øjne faldt på, var, at brevet kom fra Norge. Uha. Nordmænd har ry for at være meget skrappe med bøder for trafikforseelser. Mine tanker fløj til en historie, jeg havde hørt om en prædikant fra Norge, der lige havde fået en ny bil. Den skulle prøves af, og han endte med at køre 180 kilometer i timen og komme i fængsel i to måneder. Det næste, jeg så, var datoen. Af den forstod jeg straks, at det var mig og ikke Susanne, der havde kørt bilen. Det ændrede ikke ved betalingen – vi har fælles økonomi – så det var ikke pænt af mig umiddelbart at håbe, at det denne gang nok var Susanne.
Vi har imidlertid et uformelt bøderegnskab kørende over 32 år, hvor vi nok står nogenlunde lige i kroner og øre. Jeg fører dog klart i antal parkeringsbøder og små fartbøder, hvorimod Susanne har taget teten i forhold til størrelsen af bøderne: Engang i udkanten af Brande fik hun en fartbøde på 2.000 kroner. Men den historie snakker vi ikke mere om, selv om den luner godt i regnskabet.
Nu lever jeg som en kristen i Guds barmhjertighedsland, hvor fortidens synder er kastet i glemslens hav, hvor fiskeri er forbudt. Faktisk så husker vi mennesker ofte vores synder meget bedre, end Gud gør, for hvis synderne er erkendt og bekendt, så er de fra Guds side udslettet og glemt. Vi mennesker har derimod en tendens til at hæge om fortidens fejltagelser – både andres og vores egne. Sådan tænker Gud ikke.
Tilbage til skrækhistorien om den norske prædikant. Jeg vidste helt sikkert, at så stærkt havde jeg på ingen måde kørt. Det kunne da godt være, at jeg i en norsk by måske var kommet til at køre 60 kilometer i timen i stedet for 50. Men rigtigt var det, at 15 personer fra vores kirke havde været af sted i Norge til en skøn konference. Mine øjne faldt i brevet på tidspunktet: 15:44. Gad vide med de to andre biler, som jeg var fulgtes med? De havde sandsynligvis også fået bøder, idet kørt lige efter hinanden. Først nu nåede jeg frem til at nærlæse brevet. Lige over billedet af bilen stod der: For fremtidige betalinger af bomafgifter i Norge er det anbefalet, at brugeren opretter en aftale med et norsk bomselskab, som derefter vil udstede en AUTOPASS-brik. Dette giver måske brugeren ret til at passere bomanlæg til nedsat pris.
De nordmænd er nu venlige. Det lød da godt og nemt med en AUTOPASS-brik med – måske – ret til nedsat pris for passage af norske bomanlæg. På bagsiden var der en udregning. Jeg skyldte Norge et samlet beløb på NOK 12,00. Ret skal være ret, det norske folk er et dygtigt, detaljeret og nådigt folk. Omregningen fulgte også med. Jeg skulle ikke betale 12 norske kroner, men derimod overføre 11,24 danske kroner inden den 1. februar. Det må være den norske olie, der er med til, at de udviser en sådan generøsitet samt en lang betalingsfrist på hele tre måneder. Jeg tænker, at vi klarer det. Der går jo ny løn ind sidst på hver måned.
En anden gang vil jeg øve mig i, at fortidens forsyndelser ikke i så voldsom grad skal komme til at påvirke min brevlæsning. For havde jeg stille og roligt læst brevet og ikke kigget så meget på billedet af bilen og dens nummerplade, så ville jeg straks havde set, at overskriften lød: ’Faktura – for brug af afgiftsbelagte veje i Norge.