Olivia og jeg blev i dag forenet. Det blev til en voldsom og stor gensidig gensynsglæde. Olivia havde i vores ferieuge leget med flere end 20 hunde af sin egen slags. Den her kennel, hvor vi købte hunden, er et enestående sted at blive passet. Tænk at eje og passe hunde med en samlet vægt på mere end et ton. Berner Sennen-hunden er stor, ofte er vægten omkring 50 kilo. Olivia har dog – foreløbigt – kun rundet de 40. Den første Berner Sennen, vi havde, hed Debora og vejede 47 kilo.
Jeg husker en tur til Skagen i højsæsonen for nogle år siden. Susanne, Debora og jeg gik tur på gågaden. Vi standsede foran apoteket og en gadesmykkehandler, som havde bredt sine smykker ud på et tæppe på fortovet. Pludselig skulle Debora have ’noget stort’ ud af livet – vel at mærke kun én meter fra smykketæppet. Desværre havde vi glemt den i dén situation altafgørende pose. Susanne løb ind på apoteket, mens jeg holdt vagt ved næsten et kilo hunde-høm-høm med en særdeles lettet hund i strakt snor. Gaden var tætpakket. Forbipasserende rynkede på næsen, ogsmykkehandlen gik fuldstændig i stå. Det var faktisk ret pinligt – selv for mig. Efter ti minutter kom Susanne ud. Hun havde måttet trække et nummer på det overfyldte apotek og vente i kø i ti minutter for blot at konstatere, at de ikke solgte hundeposer.
Normalt er Susanne temmelig løsningsfokuseret, men i den her situation nejede hun blot og forlod apoteket uden nogen som helst form for pose. I min lidt ophedede situation forstod jeg ikke helt hendes prioritering. De havde måske heller ikke bæreposer?
Til sidst forbarmede en forbipasserende poseejer sig dog over os, og vi fik ført gågaden tilbage i turistbrochureegnet stand.
I Schweiz kalder man en Berner Sennen for en fattigmandshest. Det skal forstås helt bogstaveligt, for fattige husmænd uden heste bruger og brugte hunden som trækdyr. Med min nuværende erfaring vil jeg godt skrive under på rigtigheden af denne egenskab. Når jeg går tur med Olivia, mærkes hesten tydeligt. Det gælder i øvrigt også, når jeg skal skovle hendes efterladenskaber op. Nu kan man tro, at problemet blot kan løses med de såkaldt ’store’ hundeposer – men det, dyrehandleren kalder store poser, opleves i vores sammenhæng som en familie på seksten i en etværelseslejlighed. At bruge bæreposer fra Rema 1000 virker på den anden side nærmest provokerende. Det skønne ved Olivia er, at hun altid er glad, totalt trofast og hengiven. Hun ved også, at Susanne eller jeg bestemmer. Dette føles rigtig rart. Faktisk er den autoritetstro Berner Sennen ret populær. For lidt over to år siden, lavede vi hjemmesiden www.bernersennenfyn.dk, og den har siden da haft flere end 10.000 besøg.
Før anskaffelsen af vores første Bernen Sennen havde vi en skøn Golden Retriever på 13 år, som var begyndt at lægge an til sin svanesang. Susanne samt vores børn og svigerbørn besluttede i al hemmelighed at købe en Berner Sennen-hvalp som årets julegave til farmand. Jeg husker, hvordan jeg blev totalt overrasket og meget glad for denne kæmpe kærlighedsgave. Med de egenskaber, vores Olivia har, må jeg næsten have lov at tage hende med ind i himlen: Hun bærer ikke nag. Hun er altid imødekommende og indordner sig altid under familiens mønstre. Hun trækker sin ejer fint ind i et sundt motionsliv og bider ikke i møbler, men holder sig til tæpper, sko og kødben. Humøret er altid højt, og hun er hensynsfuld, kærlig og trofast, ligesom hun adlyder, når vi kalder på hende, og hun tisser på kommando. Jeg kan blive ved med at rose hende.
Sandt at sige ved jeg ikke, om man må tage hunde med ind i himlen. For adgangsbilletten til himlen er ikke, at vi er gode og opfører os ordentligt. Den er en helt anden! Men jeg er ret sikker på, at Gud er meget interesseret i og glad for dyr. Ellers ville han vel ikke have skabt så mange forskellige?