En gribende historie udspillede sig, da jeg var tre uger gammel. Ifølge min mor var jeg ammet, skiftet og godt tilpas. Jeg lå og sov i min lille seng på første sal i mine forældres soveværelse. Uden at min mor vidste det, var der fyret ekstra godt op i kakkelovnen, og efter nogen tid havde strålevarmen fra de ilagte koks fyret så godt op under en nærtstående stol, at der gik ild i den. Røgudviklingen tog hurtigt til, og jeg kom med et lille klynk. Selv om min mor sad i stuen nedenunder, hørte hun mig gennem den massive etageadskillelse.
Hun fløj op ad trapperne, greb mig og reddede mig fra røg og brand. Lægen blev tilkaldt, og jeg kom langsomt til mig selv. Mit liv var reddet. Samtidig var et par af mine søskende kommet hjem fra skole og havde slukket resterne af den brændende stol og det svedne gulv. Hvorfor fløj min mor op ad trapperne blot på grund af et lille klynk? Hun havde ikke den mindste mistanke om, at noget som helst farligt var på færde. Alt var fred og idyl. Er det ikke meget normalt for babyer at komme med små lyde en gang imellem, uden at det betyder, at noget er galt? Hvorfor så bevæge sig hastigt af sted op ad trapperne?
Min egen forklaring er, at det må have været Gud, der gav min mor denne impuls til at reagere unaturlig voldsomt på et lille babyklynk.
Da jeg var på Viborg Sygehus som læge, kom der en aften en 14-årig pige ind på skadestuen. Hun havde redet på sin hest i tordenvejr, da et lyn var slået ned i hende og hesten. Hesten var død på stedet, men hun var i live og ved fuld bevidsthed – om end medtaget. Et smykke ved navlen havde medført en tredjegradsforbrænding.
Vi læger var mest optaget af risikoen for koagulation i blodbanerne. Lynet finder den vej, hvor der er mindst modstand. Den varme, de måske 100.000 volt giver, kan sagtens få blodet til at koagulere – hvilket i næste ombæring kan medføre blodpropper. Pigen blev behandlet og observeret på intensiv afdeling i nogle dage. Hun blev reddet. Billedbladet kom på banen med denne fantastiske historie. På forsiden så man pigen og hendes nye hest. Hesten var en gave fra Billedbladet. Den døde hest havde reddet hendes liv. Det er sandelig godt, at heste går med hestesko og ikke gummistøvler, for hestens jordforbindelse blev pigens redning. En tirsdag i mit lægearbejde indskrev jeg en klient, som for første gang havde taget et stesolidlignende præparat. Stesolid bruges bl.a. som angstdæmpende, beroligende og krampestillende middel. For at få denne effekt havde han taget 50 gange mere, end den dosis, man bruger til kortvarigt at behandle folk mod angst. Et mirakel, at han ikke var sovet ind i døden natten til mandag. Selv om han først kom til os om tirsdagen, var vi alligevel helt på dupperne og tjekkede alle hans funktioner hver time og overvejede endog at placere en nattevagt ved hans side. Men langsomt gik han fra skæv tilstand til at være ved sine fulde fem.
Siden fik han det fint. Hvorfor skadestuen, som han opsøgte mandag aften, ikke havde givet ham en modgift, forstod jeg ikke. Her havde de undersøgt ham. Hans forgiftningstal viste sig at være høje, men det var for sent at give ham aktivt kul, som ellers også bruges som behandling ved den type forgiftning. Han insisterede i sin omtågede tilstand på, at han ville hjem, og det fik han lov til, under betingelse af at hans mor vågede over ham.
Jeg tænker på Løgstrups sætning om, at noget af vores liv ligger i andres hænder. Manden vidste tydeligvis ikke, hvad han gjorde. Men ved vi selv altid, hvad vi gør? Tænk hvis vi ikke havde hinanden. Gad vide, hvor mange mennesker der mon kan fortælle en personlig historie om, at de er blevet reddet? Mon ikke det er ganske mange? Eller hvor ofte vi er blevet reddet uden at være klar over det? Nogle er blevet reddet fra ulykker i ungdommens det ikke. Min svigerfar er forsigtig. Han går med livrem og seler. Han har nu kørt bil i 60 år. Han har aldrig lavet en skramme hverken på sine egne eller andres biler. På skadestuen har vi begrebet en ulykkesfugl. Det er børn eller unge, som er sunde og raske, men som allerede har en pæn tyk journal, fordi de ofte kommer til skade.
Vi er forskellige – nogle er påpasselige, og andre er dumdristige. Som regel bliver de fleste af os lidt mere forsigtig med årene. Ifølge min svigerfar skyldes det, at hjernen i ungdomsårene ikke er fuldt udviklet. Handler livet blot om mig? Handler livet ikke også om et vi?
I tilfældene med den tre uger gamle baby, pigen på hesten og klienten med en overdosis var det nødvendigt med et vi. Er det ikke en svimlende tanke, at Gud kender os så godt og har så stor omsorg for os, at han er på det rene med alt – selv med tallet på vores hovedhår? Og hvem ved, hvor ofte det er ham, som står bag alle de vi’er, som redder andre menneskers liv? Det gør mig ydmyg og taknemlighed for mit liv, som foreløbig er blevet forlænget fra 3 til 2.880 uger.