Jeg har før oplevet at stå på et offentligt kontor, hvor de spørger efter et dokument, som jeg ikkehar med. I dag skulle jeg på posthuset for at hente en pakke for Susanne. Jeg var godt forberedt, for Susanne havde udstyret mig med pakkeseddel og fuldmagt. Jeg kørte de syv kilometer til posthuset i Føtex, hvor jeg måtte trække et nummer og stå i kø – noget, jeg bestemt ikke elsker! Da det blev min tur, viste jeg mine papirer/kørekort og skrev under. Derefter spurgte damen, om jeg vidste, hvilken farve pakken havde, hvilket papir, den var pakket ind i, og hvad pakken vejede.
Hun ville også gerne vide, hvilket område pakken kom fra, og hvem afsenderen var. Jeg var temmelig paf. Jeg syntes ellers, jeg var godt forberedt med både seddel, fuldmagt og kørekort. Postdamen forklarede, at pakken var ude i en container, og at hun ellers ville
have svært ved at finde den. Hun afbrød sin ordstrøm med: Jeg kan se, at den vejer 8,5 kilo. Hvad skulle jeg svare? Havde hun tænkt, at jeg skulle gå ud i containeren og selv finde en for mig aldeles ukendt pakke? Jeg fik fremstammet, om ikke jeg kunne gå ind og
handle i Føtex, mens hun prøvede at finde pakken? Det indvilgede hun i.
Jeg kom tilbage efter 15 minutter, trak et nyt nummer og kom denne gang til at stå i en noge længere kø. Jo, der var sandelig blevet styr på det nu, pakken på 8,5 kilo var fundet. Måske var den pågældende postmedarbejder faldet for fristelsen til for et kort øjeblik at være uprofessionel og indvie mig i sin indre dialog. På den måde fik hun måske afløb for nogle af sine frustrationer, hvilket sikkert har været godt for hende. Hvis det er tilfældet, er jeg absolut overbærende, for nogle gange kommer man til at sige noget, som det måske havde været bedre blot at tænke. Jeg mindes for eksempel to unge mennesker, som var blevet par, mens de gik på efterskolen, og siden blev gift. Da jeg mødte dem igen 12 år efter, spurgte jeg interesseret: Hvor mange børn har I så fået? Hertil svarede de lidt dæmpet: Vi kan desværre ikke få børn. Jeg kunne have bidt tungen af. For at genvinde terræn kom jeg i tanker om, at han altid havde drømt om at blive pilot. Jeg var faktisk ret overrasket over, at jeg kunne huske det, så meget frisk spurgte jeg igen: Nå, hvordan er det så gået... var der ikke noget med, at du ville være pilot? Igen var svaret i den lidt mere dæmpede afdeling: Jo, men jeg dumpede. Min tredje replik blev af helt anden og mere neutral karakter: Sikke dejligt solen skinner!
Normalt går jeg ind for stor åbenhed og tydelig kommunikation, men der findes faktisk situationer, hvor ’tale er sølv, og tavshed er guld’. I øvrigt spurgte jeg her til aften Susanne, hvorfor jeg skulle køre syv kilometer til Føtex for at hente pakken og ikke blot de normale 500 meter op til vores lokale posthus i Brugsen. Det kunne hun ikke svare på, men hun vidste dog, at hun havde ønsket, at pakken ikke skulle leveres på vores adresse, idet hun dermed sparede 20 kroner. Lige på det tidspunkt var min normale begejstring for Susannes sparsommelighed ret behersket.